Køb noget, der aldrig bliver til affald

En let måde at begrænse affaldsmængderne er at bruge sine penge på miljøvenlige oplevelser i stedet for ting. Særligt når det drejer sig om gaver, kan det være sjovt at tænke i disse baner.

Skovturen, museumsbesøget eller restaurantbesøget skaber kun lidt affald. Så tænk i miljøvenlige oplevelser i stedet for ting, når du skal give gaver eller skal forkæle dig selv. Brug din sunde fornuft - et klippekort til børnepasning er fx en miljøvenlig oplevelse, mens det ikke er tilfældet med en smutrejse til Thailand med fly.

Spil, musik og film er også oplevelser og skaber ikke meget affald. Særligt ikke hvis de downloades, så du sparer produktion og distribution af cd/dvd og emballage.

Eksempler

  • Ti cd'er eller dvd'er koster forbrug af 5,3 kg skjulte ressourcer og udledning af 28 kg CO2. Hvis du downloader dit musikalbum lovligt fra internettet i stedet for at købe en fysisk cd bidrager du til mindre ressourceforbrug.
     
  • Inviter din ægtefælle eller kæreste til koncert eller på kroferie i Danmark i stedet for at købe et nyt fjernsyn. Et fladskærms-tv koster miljøet 2,6 tons skjult ressourceforbrug.

Har du ideer til ting og gaver, der aldrig bliver til affald? Send os din ide.

Brugernes egne tips

Ann-mari, Rostved:
Kys, knus og kram og ikke mindst tanker koster intet og bliver aldrig til affald - nogensinde :-)
 

Susan,  Skovlunde:
Brug biblioteket mere! Det ender nok som affald, men først efter rigtig mange har haft glæde af det. Og så slipper du for at have en masse ting stående, du måske kun bruger én gang - og du sparer en masse penge :-)Biblioteket har bl.a. spil, film, bøger, musik - også download, blade, aviser og databaser.

Nadia Soori, København:
Brugte paller kan findes rundt omkring smidt ud. De er eminente til alt fra sofaborde, tv-borde, skostativer og meget mere. Det tager blot lidt kærlighed og evt. maling =)