Lad tingene gå videre

Del, giv, byt, lån, køb brugt, og brug lejeordninger. Jo flere der bruger tingene, des færre ting er der brug for.

Når dine ting er brugt, så overvej altid, om andre kunne have glæde af dem, før du smider dem ud. Det kan være dine spisestuemøbler, posen med brugt tøj eller jeres gamle tallerkener.

Selvom du er træt af en ting, kan andre måske se noget smart i den. Eller hvis tingene er slidte, kan andre måske sætte dem i stand og få ny glæde af dem i mange år.

Vær dog opmærksom på energiforbruget ved brugt elektronisk og elektrisk udstyr. Det er ikke altid en fordel for miljøet at lade din gamle vaskemaskine, fryser eller computer gå videre. Og det er ikke altid en fordel for privatøkonomien at købe brugt udstyr, der bruger strøm.

Dele- og leje-ordninger er også gode, når det handler om at spare affald. De er med til at sikre, at tingene bruges maksimalt af mange mennesker, og dermed skabes mindst muligt affald.

Eksempler

  • Hvis du køber en genbrugsnederdel og et par brugte jeans, giver du dette tøj længere liv. Det vil spare miljøet for 13 kg ressourcer, og du har selv sparet penge.
     
  • Hvis du køber brugt babyudstyr i stedet for nyt, kan du det første år spare 27.000 kr.
     
  • Bliv medlem af en delebil-ordning. Når I er mange, der bruger samme bil, får I dækket transportbehovene med mindst mulig ressourceforbrug. Produktionen af en bil forårsager et skjult ressourceforbrug på 19 tons.
     
  • Den elektriske stiksav er god at have, når man har brug for den. Men mange af os bruger den måske kun en gang om året. Del en stiksav eller andre ting med naboen, så har I også råd til at købe den bedste model. Har han én i forvejen, kan du måske bare låne den, så kan han låne din trailer en dag, eller noget andet. Samlet set har I sparet masser af affald. Alternativt kan du leje specialværktøj i byggemarkedet frem for at købe det.
     
  • Dit gamle ur, der ikke går mere, kunne være penge værd for samleren.

Hvordan kan flere ting gå videre? Send os din ide.

Brugernes egne tips

Anja Klinge Søndergaard, Nyborg:
Køb brugt baby-/børnetøj på nettet. Som oftest når tøjet ikke at blive brugt så længe, at det bliver slidt. Derved spares miljøet for en masse omkostninger, og du får billigt tøj. Husk også at sælge dit tøj, når ungerne er vokset ud af det.
 
 
Maria, Søborg:
Tillad klunsning på alle genbrugsstationer!
 
Katja Hansen, Aalborg:
Jeg afleverer tøj og sko til det Røde Kors eller sender til Rumænien (hjælper dem, der har virkelig brug for det!)
 
Claus Krarup, København:
Der findes en organisation, som hedder Freecycle. Her kan man give og efterlyse alt muligt, og det er gratis for alle parter. Se link til Københavnsafdelingen  og organisationen. Kan varmt anbefales. Er selv lige kommet af med to sofaer til nogle meget glade unge mennesker.
 
Malene, Virum:
Jeg kan bestemt slutte mig til at "klunsning" på genbrugsstationerne burde være tilladt i såkaldte bytte-huse eller lign. Jeg forstår godt vigtigheden af, at medarbejderne på genbrugsstationerne skal kunne udføre deres arbejde uden at blive forstyrrede. Men ville mulighederne for at genbruge mest muligt ikke kunne løses med en ændret beskrivelse af jobfunktionen for de pågældende medarbejdere? Forstår ikke at det skulle være bedre for miljøet at brænde de ting, som andre kan bruge?
 
Anja, København:
Kofoed skole på Amager henter gerne (gratis) brugte ting, bl.a møbler, som går videre til deres brugere.
 
Klædeskabsøkologen, Svendborg:
På siden www.nowmii.com kan du sælge dit tøj meget nemt - du skal intet selv gøre.
Du udfylder på nettet, hvad du ønsker at sælge og så modtager du frankeret emballage i din postkasse - herefter pakker du blot dit tøj ned i emballagen og afleverer pakken i døgnposten - nowmii sørger så for at tage billeder af dit tøj, lave beskrivelse af tøjet og sætte det til salg på deres side. herefter skal du blot afvente at tøjet bliver solgt og pengene går ind på din konto.
Så bliver det ikke meget nemmere og samtidig får man den gode samvittighed med i købet. Tilslut dig "Klædeskabsøkologer" og sælg dit tøj via nowmii.com.